Forretningsvilkår for cvr.dk
Disse forretningsbetingelser er gældende for anvendelsen af cvr.dk herunder ved køb af oplysninger fra cvr.dk
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
Kampmannsgade 1
1780 København V
Telefon: 33 30 77 00
cvr@eogs.dk
1. Definitioner
1.1. Ved cvr.dk forstås hele cvr.dk, dvs. alle websites, herunder både front- og backend, som kan betragtes som værende en del af hjemmesiden www.cvr.dk.
1.2. Ved CVR forstås Det Centrale Virksomhedsregister, som er oprettet ved lov jf. lovbekendtgørelse nr. 598 af 22. juni 2000 som ændret ved lov nr. 653 af 15. juni 2006.
1.3. Ved EBR forstås European Business Register.
1.4. Ved bruger forstås enhver, der anvender eller bestiller oplysninger, som ligger på cvr.dk.
1.5. Et enkeltopslag er et opslag, som returnerer et svar. Et enkeltopslag kan f.eks. være en liste af virksomheder, hvor et klik på en virksomhed medfører endnu et enkeltopslag.
1.6. Ved parterne forstås hhv. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og brugeren.
1.7. Ved betalingskort forstås Dankort, VISA Dankort, VISA, VISA Electron, American Express, Maestro, Diners Club, Mastercard samt JCB.
1.8. Ved slutbruger forstås enhver, som alene anvender oplysningerne fra opslag på CVR.dk til egne formål og således ikke videreformidler disse oplysninger.
1.9. Ved videreformidling forstås både offentliggørelse af oplysningerne på en hjemmeside samt videregivning og -salg.
2. Generelt
2.1. Cvr.dk ejes og drives af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
2.2. Cvr.dk giver adgang til informationer om alle danske virksomheder og selskaber, som fastsat i lov om Det Centrale Virksomhedsregister, jf. punkt 1.2. Desuden vil der via cvr.dk være adgang til EBR. EBR giver adgang til oplysninger om virksomheder og selskaber i en række europæiske lande.
2.3. Det er brugerens eget ansvar, at brugerens hard- og software understøtter brugerens anvendelse af cvr.dk, herunder de formater de bestilte oplysninger sendes i til brugeren.
3. Anvendelse af data fra CVR.dk
3.1. Oplysninger fra opslag på CVR.dk må alene anvendes som slutbruger, medmindre andet er skriftligt aftalt med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Videreformidling af oplysningerne er således ikke tilladt, med mindre der er indgået en kontrakt med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
3.2. Oplysninger om reklamebeskyttede virksomheder må ikke anvendes til reklamehenvendelser eller i forbindelse med andre henvendelser, med mindre der forefindes en specifik hjemmel i lov eller virksomheden har givet sit samtykke. Læs mere om reklamebeskyttelse her.
3.3. Oplysninger om reklamebeskyttede virksomheder må kun videregives fra Det Centrale Virksomhedsregister, samlet eller gruppevis, såfremt modtageren skriftligt erklærer, at reglerne for reklamebeskyttede enheder vil blive overholdt.
4. Begrænsning af opslag
4.1. På CVR.dk er der adgang til gratis at foretage op til 250 enkeltopslag indenfor 4 timer. Det er ikke tilladt at foretage maskinel eller omfattende systematisk indsamling af data på CVR.dk (fx crawling). Udviser brugeren adfærd, der indikerer en sådan adfærd (uanset antal opslag), forbeholder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sig ret til at lukke for brugerens adgang og fakturere brugeren efter gældende takster for tilsvarende dataudtræk.
4.2. Imod betaling kan der gives adgang til ubegrænset enkeltopslag på CVR.dk. Ønskes denne adgang skal CVR kontaktes via cvr@eogs.dk. Det vil fortsat ikke tilladt at foretage maskinel eller systematisk indsamling af data.
5. Accept af nærværende forretningsbetingelser
5.1. Benyttes CVR.dk, uden at brugeren er eller har været logget på, accepteres handelsbetingelserne for anvendelsen af CVR.dk umiddelbart.
5.2. Benyttes CVR.dk via log ind, accepteres endvidere handelsbetingelserne for køb én gang for alle, når bruger logger sig på CVR.dk første gang.
6. Bestilling og levering
6.1. Bestilling af oplysninger fra cvr.dk sker via accept af bestillingen på cvr.dk.
6.2. Aftalen anses for indgået, når brugeren har accepteret betalingen på cvr.dk. Oplysninger bestilt til online levering, leveres via e-mail efter accept af betaling. Oplysningerne leveres ligeledes til brugerens ordreliste via linket "Gå til min konto-oversigt" efter accept af betaling. Dette link er alene synligt, hvis du er logget på systemet.
6.3 De leverede oplysninger er tilgængelige i 10 dage fra leveringen.
7. Betaling og priser
7.1. Betaling af oplysninger sker via cvr.dk, hvortil der kan benyttes et betalingskort. Alle priser angivet på cvr.dk er i Danske Kroner (DKK) samt inklusiv alle afgifter, told mm. Der pålægges ikke moms på ydelser fra cvr.dk.
Ved betaling med betalingskort trækkes det skyldige beløb først på tidspunktet for afsendelsen af oplysningen til brugeren. Hvis der ved en bestilling er bestilt flere oplysninger, trækkes det skyldige beløb først på tidspunktet for afsendelsen af den sidste bestilte oplysning til brugeren. En oplysning anses for afsendt, når brugeren har opnået adgang til den bestilte oplysning i det oplyste format. Der kan aldrig trækkes et større beløb, end det brugeren har godkendt ved bestillingen.
7.2. Betalingen sker via en sikker forbindelse (https). De indtastede oplysninger i forbindelse med køb betalt med betalingskort er krypterede, og det er således kun PBS, der kan læse dem. Hverken Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller andre har mulighed for at læse dataene. Betalingskortoplysningerne tastes ind i et vindue, og sendes herefter over en krypteret forbindelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens server. Sikkerheden er markeret ved en lille hængelås nederst i browseren.
På cvr.dk er kommunikation i betalingsdelen mellem brugeren og serveren i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen krypteret med SSL-kryptering (Secure Socket Layer). SSL-løsningen omfatter bla. kryptering af overførsler og anvendelse af krypteringscertifikat. Denne opfylder alle de krav, som PBS stiller til sikkerhed.
Ved betaling af alle bestillinger bruges betalingssytemet DIBS, der også er godkendt af PBS. Alle betalinger håndteres i dette system og kan søges på ordrenummer.
8. Fortrydelsesret
8.1. Brugeren kan ikke tilbagelevere oplysninger erhvervet fra cvr.dk, og har dermed ingen fortrydelsesret, idet brugerens bestilling af oplysninger tilvirkes og leveres af cvr.dk i forlængelse af brugerens bestilling.
9. Personlige oplysninger
9.1. For at en bruger kan bestille og betale for oplysninger via cvr.dk, skal brugeren lade sig registrere med følgende personlige oplysninger:
- [navn]
- [adresse]
- [email-adresse]
10. Ansvarsbegrænsning
10.1. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er ikke ansvarlig for tab, direkte såvel som indirekte og følgeskader, herunder tab af data, i forbindelse med en brugers anvendelse af cvr.dk eller de fra cvr.dk bestilte oplysninger.
11. Log ind
11.1. Brugere kan anvende alle dele af cvr.dk uden at være logget på. Brugere kan dog alene købe oplysninger, hvis de er logget ind.
12. Brugerens forpligtelser
12.1. Brugeren er forpligtet til at anvende og bestille oplysninger via cvr.dk i overensstemmelse med nærværende forretningsvilkår og øvrige på cvr.dk offentliggjort retningslinier samt den til enhver tid gældende lovgivning.
12.2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er berettiget til at udelukke brugere fra cvr.dk, såfremt de anvender eller bestiller oplysninger via cvr.dk i strid med de ovenstående beskrevne forretningsvilkår, retningslinier eller lovgivning.
13. Opbevaring og anvendelse af data
13.1. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indestår for, at have iværksat de nødvendige tekniske, praktiske og organisatoriske foranstaltninger mod, at person- og betalingsoplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller kommer uvedkommende til kundskab, samt at behandling for offentlige myndigheder sker i henhold til de skærpede sikkerhedsregler, som gælder herfor.
14. Drift og sikkerhed
14.1. Cvr.dk vil som udgangspunkt være tilgængelig 24 timer i døgnet og 7 dage om ugen, bortset fra kortere tidsrum, hvor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretager opdateringer, fejlretninger o.l. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen indestår dog ikke for, at cvr.dk er tilgængelig i det anførte omfang.
14.2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan lukke for adgangen til cvr.dk helt eller delvist, såfremt dette er nødvendigt af sikkerhedsmæssige eller driftsmæssige årsager. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bestræber sig på så vidt muligt og med passende varsel at meddele brugere af cvr.dk, når der helt eller delvist er lukket for adgangen til cvr.dk i en længere periode. [Meddelelse sker gennem offentliggørelse på cvr.dk].
15. Immaterielle rettigheder
15.1. Samtlige rettigheder, herunder ophavsret og ejendomsret, til cvr.dk, dets enkelte komponenter, herunder navne, logoer, programmering, software, databaser, kataloger, design, grafik, billeder og tekster, der er tilgængelige på cvr.dk, tilhører Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og / eller tredjepartsleverandører.
15.2. Såfremt intet andet eksplicit er anført, må udnyttelse af rettighedsbeskyttet materiale på cvr.dk kun ske efter samtykke fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og / eller tredjepartsleverandøren, medmindre udnyttelsen er tilladt i henhold til ufravigelig lovgivning.
16. Force majeure
16.1. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er ikke ansvarlige for overholdelse af forpligtelser i henhold til disse forretningsbetingelser eller i øvrigt, hvis overholdelse ikke er mulig på grund af force majeure, dvs. forhold, som ligger uden for Styrelsens kontrol, og som Styrelsen ikke ved forretningsbetingelsernes tiltrædelse burde have taget i betragtning og ej heller burde have undgået eller overvundet.
17. Skriftlig kommunikation
17.1. En elektronisk postmeddelelse eller indtastning på cvr.dk opfylder nærværende forretningsvilkårs krav om skriftlighed. En elektronisk postmeddelelse fra en bruger, kan sendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på: ckk@eogs.dk. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan sende bindende meddelelser til brugeren til en af brugeren oplyst e-mailadresse.
18. Ændring af forretningsbetingelser samt ophør af brug m.v.
18.1. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan til enhver til ændre de gældende forretningsvilkår. Hvis en bruger fortsætter med at benytte CVR.dk, uanset om dette sker via log ind eller ej, efter ændring af forretningsvilkår er foretaget på denne side, godkender brugeren dermed ændringerne.
18.2. Ved brugerens misligholdelse af disse forretningsbetingelser har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ret til uden varsel at blokere brugerens adgang til cvr.dk. Uanset om dette sker via log ind eller ej. Brugeren er ansvarlig efter dansk rets almindelige regler.
18.3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opbevarer brugerens personlige oplysninger, jf punkt 8, i tre måneder efter brugerens sidste anvendelse af cvr.dk, medmindre brugeren forinden meddeler Erhvervs- og Selskabsstyrelsens brugeradministration, at informationerne skal slettes.
19. Lovvalg og værneting
19.1. Enhver tvist mellem parterne er undergivet dansk ret og skal anlægges ved Sø- og Handelsretten i København, såfremt tvisten henhører under Sø- og Handelsrettens kompetence. København er aftalt værneting.